Gjeldfisk/Grønlendere er vinterfiskernes jackpot!

Hei Tenkte at det kanskje var på tide med litt sesong aktuelt sjøørretstoff igjen. Mange har nok lagt stangen på «hyllen» for i år, og går og venter på varmere dager når vårsolen begynner å ta skikkelig uti mars og april.   Vi Sør og Vestlendinger kan imidlertid la være og setter bort stangen hvis vinteren fortsetter som nå. Den «grønne» vinteren er nemlig det beste som kan skje en aktiv sjøørretfisker. Det er imidlertid noen viktige faktorer som jeg gjerne vil presisere i dette innlegget, og det handler om sjøørretens kondisjon og adferd på denne årstiden.   Dessverre ser jeg nesten daglig (spesielt på facebook) at det fanges magre og utgytte sjøørreter, og når disse i tillegg blir tatt livet av og spist, så bør kanskje vi som har fisket en stund være med og opplyse/informere (på en hyggelig måte) at disse fiskene verken er noe særlig til fangst, eller mat. Dette er fisker som er utmagret, og dermed langt under sin matchvekt, og som i tillegg smaker tørt og dårlig. De aller fleste sjøørretene går nemlig opp i ferskvann om høsten for å gyte. I disse vassdragene konsentrerer ørreten seg om å spre rogn og melke og tar til seg svært lite føde. Avhengig av vassdragets størrelse setter sjøørreten kursen mot saltvann igjen etter gytingen som normalt skjer rundt november. Noen ganger etter bare noen uker, i de største vassdragene kanskje flere måneder senere. Selv om disse fiskene som er på vei ut er både blanke, og røde i kjøttet, er de skikkelig utmagrede. Det ser du oftest på selve formen på fisken. De er lange og slanke med et hode og hale som ofte ser litt for store ut. Noen kaller dem «støinger» eller «skiftenøkler», uansett disse svært sulteforede fiskene er lette å fange, men smaker ikke godt. Det tar vanligvis bare 3-6 uker for denne fisken og komme opp i match vekt igjen, derfor er det særdeles viktig og sette dem tilbake igjen. Det som imidlertid er svært interessant for sportsfiskere er de fåtallet av fisker som ikke skal gyte. Noen er rett og slett ikke klar for gyting, mens andre kanskje hopper over et år. Disse fiskene blir oftest stående i sjøen, eller i brakvannsområder (hvis det er kaldt) og spiser hele høst og vinteren. Resultatet blir nesten trillrunde, feite, og smellvakre sjøørreter, disse er alle sjøørretfiskeres drøm. Her er det ikke tapt bort viktig energi og proteiner til å danne rogn og melke. Den har heller ikke vært på «faste» i ferskvann i ukesvis, men har altså bare spist og vokst hele høsten. En slik fisk kaller vi gjeldfisk, overspringer, eller grønlender. En gjeldfisk eller overspringer er en fisk som er kjønnsmoden men som av en eller annen grunn ikke gyter, mens en grønlender er en fisk som ikke er blitt kjønnsmoden enda. Begrepet «En grønlender» – kommer opprinnelig fra Aalborg i Danmark. En gang i 1920 årene oppstod for første gang utrykket «en grønlender» om en sølvblank og ikke kjønnsmoden sjøørret. Konserveringsfabrikkeier Elimar Schmidt som blant annet hadde et røkeri i Ny Kastevej i Aalborg importerte nemlig store mengder Grønlandsk fjellørret, som til forveksling lignet ganske mye på den danske sjøørreten i formen (det er egentlig røye).  Når den importerende «fjellørreten» lå til salgs i byens fiskeforeninger som «grønlendere» fikk de lokale sportsfiskerne ny navne inspirasjon til deres egen fangede unge sjøørret fra den nordjyske kysten.  Uten særlig synlig forskjell på de to typene fisks kondisjon utviklet det seg etter hvert en felles betegnelse for en ung feit og fin fisk. I dag anvendes utrykket «en grønlender» av alle sportsfiskere i Danmark, men også av mange øvrige fiskere i det nordlige Europa. De seneste årene har det spesielt i Danmark blitt gjort en del forskning som er svært interessant for oss sjøørretfiskere, her følger en interessant rapport fra fiskepleje.dk: NY UNDERSØGELSE AF GRØNLÆNDERNES VANDRING OG ADFERD:

Grønlændere er kendetegnet ved være sølvblanke.  Nye undersøgelser giver en stærk indikation på, at grønlænderne søger til ferskvand om vinteren for at undgå kombinationen af lav temperatur og høj saltholdighed. Undersøgelsen viser også at 80 % af grønlænderne i åerne er under 40 cm. Vintervandring fra havet til ferske vandløb hos såkaldte «grønlændere» (havørreder, der endnu ikke er kønsmodne) har ind til nu været et uudforsket fænomen. Men en ny undersøgelse fra Danmarks Fiskeriundersøgelser sandsynliggør, at grønlændernes vandring skyldes en kombination af lav havtemperatur og højt saltindhold, der påvirker fiskenes vand-saltbalance, og tvinger dem væk fra havet. Vinteropgang af såkaldte grønlændere fra havet til vandløb er et velkendt fænomen i Danmark. Men modsat de gydemodne ørreder, der vandrer op for at gyde deres æg i de vandløb, hvor de selv kom til verden, har forskerne aldrig undersøgt årsagen til grønlændernes vandring. Det har biologerne Anders Koed og Dennis Søndergård Thomsen fra Danmarks Fiskeriundersøgelser nu rådet bod på med en stor undersøgelse af grønlændernes vandring og adfærd.  Dårlig vand-saltbalance De to forskere har gennem både laboratorieundersøgelser og feltstudier fundet ud af, at grønlænderne har nedsat evne til at regulere deres vand-saltbalance, hvis vandet er meget koldt og saltindholdet højt. En dårlig saltbalance kan nedsætte organfunktioner og modstanden over for sygdomme samt reducere væksten. Det kan øge risikoen for at de bliver ædt af fugle eller andre fisk. Når koldt vand og højt saltindhold indtræffer på samme tid, søger grønlænderne altså op i ferske vandløb og åer for at fastholde en fornuftig saltbalance og for på den måde at beskytte sig selv. Undersøgelsen viser også, at grønlænderne begynder deres vandring tilbage til havet, når temperaturen i åen overstiger ca. 6 °C. Hellere sulten end død En analyse af maveindholdet hos indfangede grønlændere tyder på, at fødemulighederne mens de opholder sig i vandløbene er begrænsede. Det skyldes formentlig, at der generelt er mindre føde i vandløbene end i havet. Til gengæld risikerer fiskene altså ikke at dø på grund af havets ekstreme temperatur- og saltforhold om vinteren. Resultaterne af DFU’s store grønlænder-undersøgelse er vigtige set i et forvaltningsmæssigt lys. Der foregår nemlig et stort lystfiskeri af grønlændere om foråret, mens de er i åerne. Og da grønlændere som nævnt er havørreder, der ikke er kønsmodne endnu, kan et stort fiskeri være med til at reducere bestandene kraftigt.  Grønlænderne i åerne er oftest under 40 cm Undersøgelsen viste også at mere end 80 % af grønlænderne var under 40 cm. Denne størrelsesfordeling er tilsvarende vist i andre undersøgelser. De mange små grønlændere betyder at stangfiskeriet giver en stor bifangst af ørreder, som er under målet på 40 cm. På sigt kan det påføre bestanden er stor dødelighed, og derved vil bestanden af gydefisk også blive reduceret, hvilket er uheldigt i vandløb, som har mangel på gydefisk. Læs mere i nyheden «Fiskeri efter grøndlændere reducerer størrelsen af den fremtidige gydebestand«. Fakta: Begrebet ”grønlænder” stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en fiskegrossist begyndte at kalde ikke-kønsmodne havørreder for ”grønlænderlaks”, fordi de havde samme størrelse som et parti saltede laks fra Grønland, som grossisten netop havde importeret. Navnet har siden hængt ved. Læs rapporten «Undersøgelse af umodne havørreders (grønlændere) optræk i ferskvand om vinteren» (pdf). Af Anders Koed og Dennis Søndergård Thomsen , DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressource. Artikkelen er klippet fra www.fiskepleje.dk   Her er en liten film hvor en «grønlender» fanger en overspringer, eller no? http://www.youtube.com/watch?v=fFOnpDjVK68   Asgeir (foto: Tommy Egra – Asgeir Alvestad)